Krigsfangekirkegården ved Løgumkloster
"For ca. 20 år siden hørte jeg om krigsfangekirkegården ved
Løgumkloster. Jeg kørte til Løgumkloster og mente, at jeg bare kunne
følge skiltene, - men der var nu ikke nogen skilte. Jeg spurgte derfor en
ældre dame, jeg kontaktede på gaden. Hun svarede: ”Jeg har kun
boet her i 20 år, så du må hellere spørge købmanden!”. Så jeg gik ind til
købmanden og spurgte kassedamen, en ung pige på omkring 16 år, der
fuldstændig benægtede, at der fandtes en krigsfangekirkegård her på egnen!
Jeg har boet her i 16 år og aldrig hørt om en sådan, men vi kan
spørge købmanden”. Han vidste, hvor kirke-gården lå og fortalte mig det."
Hvad mindes?
Kirkegården blev anlagt i 1915, dvs. på det tidspunkt, hvor landsdelen var en del af det
tyske rige, (grænsen gik syd for Kolding, Kongeågrænsen), og det var
under den første verdenskrig. Tyskland var i krig med sine naboer,
Frankrig, Rusland og England, og nogle af krigsfangerne derfra blev
ført op til Løgumkloster, hvor de bl.a. skulle lave befæst-ningsarbejde i
forbindelse med sikringsstilling Nord.
I 1915 var der plettyfus i lejren og næsten alle, som nu ligger begravet på kirkegården døde
indenfor et par måneder samme år.
Mindes af hvem?
De tyske myndigheder begravede de døde fanger på en plads i skoven,
ca. 70 russiske, belgiske og franske fanger.
Hvordan mindes?
Som det kan ses på billederne, har hver fange fået sin sandsten, hvori der er
indhugget et kors og påført afdødes navn.
En fransk fange lavede et monument forestillende sejrsgudinden, der
løfter en krans op i luften.
På monumentet står der: ”Til minde om soldater døde i lejren ved
Løgumkloster forinden de allierede hæres befriende sejr”.Teksten er på dansk, fransk og russisk.
Dette monument, som en af fangerne opførte, forvitrede, så et nyt blev opført, og det er dette nye, der står der i dag. På toppen har den en hjelm, nærmest en romersk hjelm.
Mindes med hvilket formål?
Indvielsen af det genrejste monument blev bl.a. overværet af den
franske ambassadør, der holdt en tale over de faldne franskmænd, der
faldt i det ”danske Alsace”.
Man kan se der ligger en krans, fra mindehøjtideligheden d. 11.11.
En enkel grav ligger afsides inde i skoven. Her ligger en jøde beravet.
Disse krigsfanger blev sat til bl.a. afvandingsopgaver samt udlejning
som arbejdskraft til de nærliggende gårde. En del af fangerne blev
i landsdelen efter befrielsen, bl.a. blev en begravet sammen sine
kammerater i 1965.
En enkelt sønderjyde, Peder H Nielsen, var krigsfange, fordi han havde
forsøgt at desertere. Han kom i en strafbatallion i Spandau, hvor han
var så heldig at møde en af sine gamle kammerater fra fronten som
fangevogter. Han sagde: ”Hvis der kommer en udstationering, skal du
forholde dig i ro, jeg skriver så dit navn på sedlen”!. Han har skrevet en
bog om sine oplevelser, en barsk affære med fysisk tæv, hunger og
uhygiejniske forhold, deciderede umenneskelige forhold.
Det er kun krigsfanger, ingen desertører, der er begavet der, og ifølge
forfatteren blev krigsfanger behandlet bedre end egne landsmænd
(desertører). Det kunne tyde på, at desertører blev behandlet meget
dårligt.
I mange år lå gravpladsen upåagtet hen, nu er den skiltet, den er omtalt
på Grænse-foreningens hjemmeside, på Tønder amts optegnelse over
kirkegårde og jydefamiliens hjemmeside.