Dansk forsvar o. 1800

Den militære situation i korte træk

Dansk forsvar o. 1800

Sverige blev stadig betragtet som hovedfjenden.

 

Danmark-Norge kunne talmæssigt opstille en hær på samme størrelse som Sverige, men Sverige havde den fordel at kunne koncentrere sine tropper. Tropper fra Danmark-Norge ville kræve tid i form af skibsoverførsel.

 

Den danske forsvarsstrategi gik ud på at beskytte Sjælland med ca. 17000 mand, Holsten med ca. 13000 mand og en jydsk-fynsk reserve på ca. 5000 mand, dvs. man kunne forholdsvis hurtigt samle 20.000 mand. Det anså man for tilstrækkeligt, idet svenskerne af hensyn til Finland og truslen fra Rusland næppe kunne stille flere mand.

 

En samlet styrke på 35.000 - 40.000 mand fordelt på både hæren, flåden og fæstningerne var alt, hvad det danske samfund kunne magte, selvom fæstningerne blev forsømt gennem hele 1800-tallet.

 

Hærens placering 1812

 

I forbindelse med Napoleons felttog mod Rusland skulle Danmark forpligte sig til at stille 9000 infanterister og 1000 ryttere og de skulle være under fransk kommando og operere i Nordtyskland.

 

Fra den anden side havde Sverige lige mistet Finland, og svenskerne valgte så en af Napoleons marskaller til svensk tronfølger, Karl Johan. Han indså snart, at her var alle tiders mulighed for at hapse Norge, hvis han kunne få Rusland og England med på planen, idet han så selvfølgeligt ville støtte Napoleons fjender.

 

I april aftalte Sverige og Rusland, at de skulle angribe Sjælland for at tvinge Danmark til at afstå Norge. Fred. d. 6. fik nys om aftalen og samlede forsvarsstyrker på Sjælland. Angrebet blev imidlertid ikke til noget. og russerne dukkede ikke op, og svenskerne turde ikke angribe alene.

 

Efter Napoleons nederlag fik Danmark et tilbud fra Rusland: Hvis Danmark ville bryde med

Napo­­­­­leon og afgive Norge til Sverige, ville Danmark få rigelig kompensation i Nordtyskland. Fred. d. 6. sagde nej og ventede på et bedre tilbud, men det kom ikke, så han havde kun mulighed for at slutte sig til Frankrig.

 

15. - 19. oktober 1813 fandt slaget ved Leipzig sted, hvor Napoleon led et stort nederlag. De fransk-danske styrker i Nordtyskland var under pres, og de franske styrker blev trukket tilbage til Hamborg. De danske tropper blev herefter alene om at forsvare Holsten ved Bornhøved. En del af den danske styrke rykkede gennem Bornhøved og gjorde holdt nord for byen, dødtrætte efter mange dages kampe og march, en del tog opstilling på bakkerne, og en del forblev på vejen syd for byen.

 

De svenske rytterstyrker var lige i hælene. De var blevet lidt forsinket, idet danskerne havde afbrudt den bro, der førte over Travefloden, således at de kun kunne ride over enkeltvis. Svenskerne ventede til, at den danske styrke gik på hulvejen og ind i landsbyens snævre gade. Svenskerne blæste til angreb, og i susende galop stormede de ind i den danske bagtrop, og da de ikke kunne komme til siden, skubbede de i panik på de forangående, og deres våben kunne de heller ikke gøre brug af.

 

På begge sider af hulvejen kæmpedes der. Et sted stod det holstenske skarpskytterkorps, der lavede en del rav hos svenskerne, og endelig fik danskerne stillet 2 kanoner op for enden af hulvejen og begyndte at skyde løs på ven og fjende. Men efterhånden som det lykkedes danskerne at trænge ud til siden, var det svenskernes tur til at flygte igennem byen mod syd, og dér stod de holstenske

skarpskytter, som var klar til at give svenskerne, som nu flygtede ud på heden, en ny modtagelse.

 

Det svenske angreb blev afvist, og danskerne kunne fortsætte til Kiel.