Bornhøved 1813

Bornhøved 1813 i punktform

Vi er midt i Napoleonskrigene.

I 1812 indledte Napoleon det russiske felttog

Fred. d. 6. blev tilrådet at anvende denne lejlighed til at bryde med Napo-leon, da Napoleon havde stærkt brug for sine tropper i Rusland, og Napoleon næppe magtede at besejre Rusland.

Kongen tog ikke imod rådet, og da zaren sidst på året 1812 rettede hen-vendelse til Fred. d. 6. om at alliere sig med England, afviste Fred. d. 6. det med henvisning til, at det ville medføre tab af Norge.

Igen d. 25. nov. 1812 foreslog zaren, at Fred. d. 6. tilsluttede sig koalitionen og overlod Norge til Sverige mod til gengæld at få Hamborg, Lübeck, Bremen og nordsøkysten til Holland. Endda forsøgte Karl Johan som kompensation for Norge at overlevere landområder og give økonomisk bistand for til sidst at foreslå et tilbud om giftermål mellem sin egen søn og Fred. d. 6.'s datter således, at de to riger kunne forenes, men Frederik afslog rasende.

I januar 1813 tilbød Østrig at medvirke til fredsslutning mellem England og Danmark, men på vilkår at den nordlige halvdel af Norge skulle tilfalde Sverige. Kongen afviste og afslog videre forhandlinger.

Marts 1813 kom den 6. koalition imod Napoleon. Det var England, Rusland, Preussen, Østrig og Sverige imod Napoleon.

I 1813 bekræftede Fred. d. 6. sit forbund med Napoleon og lovede at støtte med tropper.

Den 19. okt. 1813 blev Napoleon slået ved Leipzig, og den svenske Karl Johan benyttede lejligheden til at invadere Holsten.

Den 30. nov. skiltes de danske og franske styrker. Det danske korps var nu ikke længere et axiliærkorps (vedhæng) til de franske styrker, men overladt til sig selv, og rykkede med sine 43.000 mand nordpå mod Rendsburg.

Karl Johan forfulgte med sine 20.000 svenske mænd + russiske + tyske styrker de danske styrker, og næsten dagligt var der sammenstød, og næsten uden undtagelse trak de danske styrker det længste strå, og det gjorde det muligt at trække sig tilbage i god ro og orden, men fjendens overmagt udelukkede, at det blev omsat i strategisk fremgang.

Vejen til Rendsburg blev ikke let. Fjenden lå lige bagved, og ved Bornhøved kom det til et slag.

De danske styrker rykkede ind i landsbyen og slog lejr nord for byen, dødtrætte efter de foregående dages kampe og det hårde marchtempo ad de elendige veje. Der blev ved med at komme soldater samtidig med, at bagtroppen blev angrebet af svenskerne. Det bevirkede, at danskerne klumpede sig sammen mod nord i paniske forsøg på at slippe væk fra svenskerne. Da de danske kanoner var opstillet, lykkedes det at skyde så voldsomt, at svenskerne flygtede. Syd for landsbyen lå nogle danske skarpskytter bag ved diget langs vejen. Da de så svenskerne komme flygtende imod dem, åbnede de ild, hvor mange blev dræbt. Herefter forsvandt svenskerne mod syd ud på heden.