Bornhøved 1227

Perioden til omkring 1200 i punktform

Kongen er her kun hærfører.

De store borge Trelleborg og lignende, der var betalt af englændernes dane-gæld, vidnede om en kamp mellem konge og den gamle bondestand, der havde tingsmagten i form af sædvaner og slægtsrelationer. Knud d. hellige, Knud Lavard og Erik Emune blev alle dræbt, og bl.a. Knud d. hellige forsøgte at give love på egen hånd (dvs. udenom landstinget) om visse fredspligter, men de gamle bondeslægter anså det for en skam at skulle bøje sig for kon-gen – de var frie mænd).

Omkring 1200 opstår landskabslovene: Sjællandske lov (Valdemar), Sjælland-ske lov (Erik), Skånske lov og Jydske lov (1241).

Der skete en social omstrukturering i den periode, idet kongen sejrede over bondestanden.

Kongen får her del i loves givelse, idet kongen giver og landstinget vedtager, hvorefter loven har gyldighed for hele landet.

Herudover ansætter kongen visse ombudsmænd (fogeder) til at opkræve skat-ter og samler embedsmænd omkring hoffet, nemlig kansler, drot og marsk.

I den periode førte Danmark en ekspansiv, imperialistisk udenrigspolitik, f. eks. vendertoget og togtet mod Estland, hvor kongen var en naturlig leder.

Kongen har brug for penge til at stable en hær på benene, og systemet ændrede sig fra krigsledding til skatteledding, dvs. det kunne betale sig for bønderne at betale sig fra krigstjeneste, idet der var gode konjunkturer (stigning på landbrugsprodukter og store sildeforekomster).

Herremanden betalte ikke skat, men gjorde i stedet krigstjeneste (jernryt-teri).

Efterhånden bliver selvejerne til fæstere. Derved opnår bonden andel i herremandens skattefrihed overfor kongen, men skal så til gengæld betale landgilde til herremanden.

Danmark og korstogsbevægelsen

Danmark blev kristnet i anden halvdel af 900-tallet (den store Jellingesten).

Svend Estridsen, Knud den Hellige og Erik Ejegod var mere eller mindre aktive i korstogsbevægelsen, og den 15. juni 1169 lykkedes det for den dansk-tysk styrke at indtage Rügen, hvor man ødelagde vendernes hovedgud Svantevit.

I 1219 gik Valdemar Sejrs korstog i land i Estland, hvor korsfarerne vandt frem, når ærkebiskoppen bad med foldede hænde mod himlen, men tabte terræn når han var træt. Valdemar sejrede til slut, og som sejrstrofæ medtog han Dannebrog, som "faldt ned fra Himlen".

Valdemar Sejr var efter erobringen af Estland på magtens tinde og havde et af de største riger i Nordeuropa. Fyrsterne lystrede ham, men de under-tvungne havde næppe større lyst til det.

I Schwerin i Mecklenburg var der to grever. Den ene hed Henrik og den anden Guntzlin. De stod begge under Danmark, og Guntzlins datter var gift med Valdemar Sejrs søn.

Mens grev Henrik var på pilgrimsrejse til Rom, døde hans bror, og Valdemar tog Guntzlins del af Schwerin til sin lille sønnesøn. Det blev Henrik sur over og besluttede at tage hævn, når lejlighed bød sig.
                                                                                   
I maj 1223 drog Valdemar og sønnen samt nogle mænd til Lyø for at gå på jagt. Da der ikke var nogen jagthytte dér, overnattede de i telte. Grev Henrik vidste, at Valdemar var på Lyø, og han sejlede dertil med et lille følge og deltog i gæstevenskabet, der udartede sig til et drikkegilde. Henrik, der ikke havde drukket særligt meget, listede tilbage efter, at alle var gået til ro, og sammen med sine mænd kidnappede de Valdemar og sønnen. Kongen vågnede ved støjen og fór op af sin seng for at forsvare sig, men blev snart overmandet, kneblet og bundet og ført ned til skibene. Grev Henrik førte ham til slottet Dannenberg.

Henrik prøvede at få danske stormænd til at frikøbe Valdemar, men pga. dreven forhandlingsteknik, eller måske et ønske om ikke at få ham tilbage, trak forhandlingerne ud.

Kejser Frederik 2. blandede sig i sagen og tilbød at løskøbe Valdemar mod, at han aflagde vasaled, og sågar paven blandede sig, fordi Valdemar havde lovet at drage til mellemøsten på korstog, og det var lidt farligt at lægge sig ud med paven.

I mangel af en dansk kongeskikkelse rev de holstenske fyrster sig løs, og derefter var det ikke andet at gøre end at løskøbe Valdemar.

Ved juletid 1225 vendte han tilbage efter at have sværget på ikke at ville hævne sig og efter at have afstået de holstenske besiddelser, undtagen Rügen,  og Estland. Senere blev sønnen frigivet, og Valdemar søgte og blev af paven løsgjort for sin ed. Han trængte nu ned i Holsten for at genoprette sin gamle magt, men de holstenske fyrster og Lübeck rottede sig sammen. I starten fik han Ditmarsken med sig og gik derefter løs på de holstenske fyrster, og ved Bornhøved kom det til et slag, og da ditmarskerne hoppede over på holstenernes side, måtte Valdemar Sejr flygte.

4000 danske faldt i dette slag, og Ejderen var herefter sydgrænse og Østersø-eventyret var slut.

Bornhøved føjer sig smukt ind i rækken af glorværdige danske nederlag og er altid blevet hæget om. Chr. IV  følte sig som Valdemar Sejrs sande arvtager, da han tabte store dele af det danske imperium ved slaget ved Kolberger Heide.