Uwe Jens Lornsen

Uwe Jens Lornsen

Mindesmætke for Uwe J. Lornsen på Parade-pladsen i Rengsburg

Tage fortæller ...

Der lyttes ...

Paradepladsen

Statue af Uwe Jens Lornsen  (18.11.1793 - 11. el. 12.2.1838) - mindesmær-ket på Paradepladsen i Rendsburg udført af billedhuggeren Heinrich Müller i 1878.

                                        

Under Lornsens buste er der en figurgruppe: Den invalide bedstefar fortæller drengen om sin krigsdeltagelse, bedstemoderen i frisisk dragt fortæller hjemstavnseventyr og sagn til barnebarnet, søstrene Slesvig og Holsten fremviser landsvåbnet, og den sønderbrudte danske lænke ligger på jorden.

 

Han var skippersøn fra Sild, student fra Kiel og studerer jura ved universitetet i Jena. Her bliver han begejstret optaget af det frihedsrøre der især trivedes på de tyske universiteter, og han bliver levende optaget af de akademiske tyske ungdomsidealer ”Freiheit, Einheit und Vaterland”. Efter at have taget juridisk embedseksamen bliver han ansat som kontorchef ved det tyske kancelli i København, hvor han befinder sig dårligt i denne afkrog. For en velbegavet sønderjyde som Lornsen står Danmark som et underudviklet og tilbagestående land sammenlignet med de tyske stater, hvor industri og landbrug er i stærk vækst, og hvor Berlin, Wien og München er moderne storbyer, i modsætning til Fred. VI’s provinsielle København med korruption, sløvhed og slendrian under den gamle konges reaktionære styre.

 

Så kommer året 1830 med julirevolution i Paris, hvor det frisindede borgerskab smider den reaktionære konge Karl d. 10. af tronen og skaber en forfatning, der giver det velhavende borgerskab afgørende indflydelse. I august sker det samme i Belgien, de frigør sig fra Holland og laver en ny forfatning (model for den senere danske grundlov). Allerede i 1814 fik Norge en fri forfatning, og da Lornsen sammenligner den småkorupte stillestående københavnske lilleverden med disse lande og hans hjemstavn Slesvig-Holsten, der er prisgivet Fred..VI gammeldags og

forbenede enevælde ,da vågner den gamle friserdrengs frihedstrang, han vil væk og får stilling som landfoged på Sild.

 

Han udsender i nov 1830 et lille skrift ”Übeer das Verfasungswerk in Sleswig-Holstein”. Han kræver et selvstændigt frit Sleswig-Holstein, som kun skal have konge og evt. udenrigspolitik fælles med Danmark. Det skal knyttes til det tyske forbund og have en fri forfatning.

 

Skriftet kommer i 10.000 eksemplarer, og han sender et eksemplar til kongen.

 

For kongen er en fri forfatning en uartighed, en fornærmelse, og han lader omgående Lornsen spærre inde i Rendsburg fæstning, hvor han sidder i et år.

 

Da han kommer ud, er hans helbred ødelagt, og han begår senere selvmord.

 

Skriftet er startskuddet til et vældigt røre: Det bliver modtaget med begejstring af studenter og det liberale borgerskab i Holsten og tyskorienterede kredse i Sønderjylland, og bevægelsen har oven i købet fået en martyr.

 

Den dansktalende del af Sønderjylland fik et talerør ved Christian Paulsen (1798-1854), også en tysk jurist fra Göttingen. Han bliver begejstret for frihedsparolerne og giver dem et dansk tilsnit: Frihed og enhed for alle danske.

 

Paulsen, der er professor i statsret ved universitetet i Kiel, udsender i 1832 et modskrift mod Lornsen: ”Ûber Volkstümlichkeit und Staatsrecht des Herzogtums Schleswig”.

 

Skriftet siger bla., at Slesvigs statsretlige forhold og folkelige ejendomsretlige forhold er forskellig fra Holstens således, at man ikke kan tale om et Slesvig-Holsten som en provins af Tyskland. I over tusind år har Slesvig under navnet Sønderjylland været et dansk land med overvejende dansk sæd og skik og dansk sprog.

 

Fred. VI opretter i 1831 rådgivende stænderforsamlinger.

 

Endelig d. 3 dec. 1839 finder Fred. VI på at dø. Et forbenet enevælde afgår ved døden, og budskabet modtages med lettelse og forventninger til efterfølgeren Chr. VIII, en begavet og liberal indstillet person. Bla. havde han som statholder i Norge i 1814 underskrevet den norske grundlov.

 

Kongen anser det son sin pligt at holde Helstaten sammen og dele sol og vind lige.

 

1840: Forordning om at dansk skal være rets- og øvrighedssprog i Nordslesvig. Begejstring blandt danskerne, surhed hos tyskerne der til gengæld fik prinsen af Nør til statholder og kommanderende general i hertugdømmerne.

 

1842: Han talte dansk og vedblev at tale dansk (Peter Hjort Lorenzen).

 

4. juli 1844: Møde på skamlingsbanken.

 

14. juli 1844: Slesvigsk-Holstensk møde i Slesvig, hvor man sang ”Schleswig-Holstein meerumschlungen”.

 

7. nov. 1844: Rødding højskole starter

 

Synspunkterne står i 1844 skarpt overfor hinanden:

 

1. Slesvigholstenerne: Det liberale borgerskab i Holsten og tyskorienterede kredse i Sønderjylland ønskede en fri forfatning, medlemskab af det tyske forbund og i personalunion med Danmark. Deres topfigurer er hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør, der absolut ikke var liberale.

 

2. De nationalliberale i Danmark der krævede en fri forfatning til Ejderen (ejderdanske) (Lehmann, Monrad, Ploug).

 

3. De dansktalende sønderjyder der ønskede et Sønderjylland med lige ret for danske og tyske elementer (Chr. Poulsen, Hjort Lorenzen, Laurids Skau).

 

4. Helstatsfolkene i Danmark der ønsker det bestående bevaret (godsejerne og kongen).

Med hensyn til arvefølgen i hertugdømmerne udsender Chr. VIII kundgørelse om, at der skal gælde sammen arvefølge der som i Danmark. Prinsen af Nør nedlægger sit embede i vrede. Også Slesvig-holstenske stændermænd nedlægger deres mandater - dvs. stænderforsamlingen er ude af funktion.

 

Den 8. jan 1848 lukker Chr. VIII sine øjne for bestandig. Efterfølgeren Fred. VII er en godmodig sinke, der forfalder til grovheder og farlige floskler.

 

24. feb. 1848: Revolution i Paris, kong Ludvig Filip jages på porten. Få dage efter smitter revolutionen til de tyske byer, hvor den ene tyske fyrste efter den anden må give op og lave en fri forfatning: Midt i marts er bevægelsen nået til Holsten,

og kieleradvokaten Theodor Olshausen får indkaldt stændermændene til et fællesmøde i Rendsburg d. 18. marts. Her stilles kravene om en fri forfatning både for Slesvig og Holsten og optagelse i Det tyske forbund. De dansktalende protesterer, men en 5 mands delegation sendes til København.

 

Da nyheden når København, handler de nationalliberale, og d. 21. marts samles 15.000 mand foran kongens slot, og kongen meddeler, at ministeriet er fyret, og Danmark vil få en fri forfatning.

 

Da denne nyhed når Kiel d. 23. marts, står det klart for lederne, hvilket svar deputation vil få af kongen, nemlig at hertugdømmet Slesvig vil få en fri forfatning sammen med Danmark, tager slesvigholstererne sagen i egen hånd.

 

De danner derfor en provisorisk regering for Slesvig-Holsten. Ledende mænd i denne regering er de to prinser af Nør og af Augustenborg.

 

Danmark har herefter to regeringer:

- en i København, der ønsker Danmark til Ejderen, foreløbig en reminiscens af enevælde uden folkeligt underlag.

- en i Kiel, der ønsker Slesvig-Holsten til Kongeåen, en ufolkelig regering skabt ved revolution.

 

Fordi ingen af de to regeringer kan eller vil se, at den historiske udvikling har skabt et overvejende dansk Nordslesvig og en overvejende tysk Sydslesvig, styrter helstatenderfor ud i borgerkrig i 3 år.

 

Krigen:

 

Den 24. marts tager prinsen af Nør sammen med 50 frivillige morgentog til Rendsburg, der er anlagt således, at det kører indenfor fæstningens ydre forsvarsværker. Garnisonen på 1.500 mand linietropper, 13.000 geværer og kanoner og en krigskasse på 2 millioner rigsdaler. Prinsen af Nør var i dansk generaluniform (må have glemt at aflevere den, da han sagde op i vrede).

 

Han passerer hovedvagten og vækker kommandanten, den gamle general Lützow, som bliver afsat. Ved at ringe med brandklokken fik han soldaterne til at træde an ubevæbnet på eksercerpladsen, og prinsen meddeler dem, at kongen i København er faldet i pøblens hænder, og spørger, om de er rede til at kæmpe, til landsherren atter er fri. De, der ikke vil være med, kan træde ud af geleddet. De fleste officerer rejste, men kun ganske få menige.

 

Så stryges Dannebrog, og det blå-rød-hvide flag hejses.